Indflytning

Når du har underskrevet lejekontrakten og betalt indskud m.v., vil du blive indkaldt til et indflytningssyn, som typisk finder sted på overtagelsesdagen. Hvis overtagelsesdagen falder på en lørdag eller helligdag, udskydes overtagelsen til først kommende hverdag.

På indflytningssynet vil synsmanden gennemgå lejemålet sammen med dig, og udarbejde en indflytningsrapport, hvori lejemålets stand og eventuelle fejl og mangler noteres. Du får udleveret en kopi af indflytningsrapporten på indflytningssynet.

Har du ikke mulighed for at deltage i indflytningssynet, bedes du sende en mail til din administrator med oplysning om, hvem der deltager i dit sted. Samtidig bedes du vedhæfte en kopi af enten pas eller kørekort på vedkommende.

Deltager du ikke i indflytningssynet, eller har du ikke givet en anden fuldmagt til at deltage i dit sted, vil rapporten blive sendt til dig pr. mail.

Skulle du efterfølgende have spørgsmål til indflytningsrapporten eller har du bemærkninger dertil, har du mulighed for, senest 14 dage efter overtagelsesdatoen, at indsende en supplerende fejl- og mangelliste. Vi anbefaler at du tager billeder af de fejl og mangler som du indberetter, så disse kan anvendes ved din fraflytning. 

Fejl og mangellisten vil typisk blive gennemgået af ejendommens administrator eller vicevært. Hvis det vurderes, at der er mangler som skal udbedres, bliver du kontaktet af vores håndværkere. I modsat fald modtager du blot en bekræftelse på, at din fejl- og mangelliste er registreret.